Jeg startede i B7, Finderup, den 2. februar 1990 som 19-årig under den kolde krig. Min stilling var Last Call-morse-operatør, oversat – Hvis Danmark var blevet besat af fjendtlige magter, regeringen og de royale var i Regan bunkeren, så var jeg Danmarks sidste melding, den sidste stemme man hørte fra Danmark. 

Den soldat, der havde stillingen før mig, havde sagt op, og jeg var den eneste i Danmark, som kunne overtage jobbet.

De første par uger gik med at få de nødvendige godkendelser til at arbejde med krypto. Alt blev krypteret, så fjenden ikke kunne opfange vores signaler eller afkode vores beskeder.

Min godkendelse tog tid, fordi jeg skulle have den højeste sikkerhedsgodkendelse, man kunne få inden for kommunikation. Den blev udstedt efter en undersøgelse foretaget af Forsvarets Efterretningstjeneste, og jeg blev selvfølgelig godkendt.

Min sikkerhedsgodkendelse var CTSA – Cosmic Top Secret Atomal – fordi jeg skulle kommunikere med NATO’s AWACS-fly (Airborne Warning and Control System).

AWACS-fly fungerer som flyvende kommandocentraler og radarstationer. De overvåger luftrummet, koordinerer militære operationer og opdager trusler på stor afstand, som jordbaserede radarer ofte ikke kan se.

Kommunikationen foregår via morsesignaler, som jeg skulle afkode og sende videre med rørpost.

Grunden til, at morsing skulle bevares, var, at den bygger på lydbølger og ikke elektronik. Derfor kan den ikke slås ud af en EMP-bølge – et kraftigt elektromagnetisk udbrud, der kan ødelægge elektronisk udstyr og kommunikationssystemer.

Ingen vidste egentlig, hvad jeg lavede, og jeg måtte ikke tale om det.

Det begrænsede også, hvor jeg måtte opholde mig i verden. Jeg skulle søge tilladelse til rejser i udlandet, og jeg måtte ikke flyve over Warszawa-pagtens lande. Hvis et fly måtte nødlande, måtte jeg ikke risikere at blive taget til fange, fordi jeg vidste for meget.

Jeg var koldkrigs soldat med et stort ansvar over for mit land.

Jeg kan ikke fortælle ret meget mere om vores arbejde, fordi Forsvarets Efterretningstjeneste endnu ikke har besvaret min henvendelse om, hvad jeg præcist må fortælle. Og jeg har ikke tænkt mig at ende i fængsel.

Det, jeg kan sige, er, at min opgave som morse operatør ved LCO Viborg var klar – men også dyster.

Hvis Danmark blev invaderet, og al moderne teknologi var sat ud af kraft, var det mig, Elsebeth Riis, der skulle sende “The Last Call” – den sidste melding til NATO’s allierede via morsekoder.

Regeringen ville opholde sig i REGAN Vest. Jeg havde tre forskellige sende punkter fordelt rundt i Danmark på hemmelige steder, som kun ganske få kendte til. Herfra kunne vi sende vores meldinger og håbe, at fjenden ikke fandt os.

Det var et ærefuldt arbejde at være en del af den mobile kommunikationsenhed.

Soldatens rygrad, vilje og evne til at bevare overblikket i katastrofer har aldrig forladt mig. Den har jeg båret med mig hele livet.

Book et foredrag, hvis du vil høre historien i flere detaljer.