Hvis man spørger mig, så er jeg født heldig, også selvom jeg har haft mange katastrofer i mit liv. 15 katastrofer – 16 nye liv.

Jeg har altid haft evnen til at grave mig op af de mørkeste huller og skabe en ny tilværelse. Jeg vidste bare ikke, hvorfor jeg havde det i mig at kunne starte forfra hver eneste gang.

Jeg har altid været anderledes, og det var tydeligt allerede i barndommen. Jeg blev behandlet hårdt, skubbet væk, udskældt for min nysgerrighed og mobbet. Det gjorde, at jeg trak mig fra familien og var nødt til at underholde mig selv.

Jeg elskede at løse rebusser og krydsord. Ja, alt, hvad der var en gåde, ville jeg løse. Det er sådan, man udvikler sin intelligens.

Jeg kunne også huske alt, hvad jeg havde set, læst og hørt. Helt ned til, hvor det skete, hvem der var til stede, hvad de havde på, hvor de sad i rummet, temperaturen og omgivelserne. Derfor kunne jeg også huske årstiden.

Jeg kunne fornemme, hvem der var de onde, og hvem der var bange, fordi jeg læste kropssprog.

For mig var det helt normalt, og i mange år troede jeg, at alle var født som mig. Det var først i forsvaret, jeg fandt ud af, at jeg kunne noget særligt – jeg kunne huske næsten alt.

Jeg har altid følt, at jeg kiggede ind i andres liv, uden selv rigtigt at passe ind. Jeg var ofte bange for at blive afvist, fordi jeg var blevet afvist af min familie.

Senere fandt jeg ud af, at jeg ofte blev holdt på afstand, fordi jeg altid sagde sandheden. Hvis andre fortalte en løgn, udbrød jeg: “Det er ikke rigtigt,” og fortalte den rigtige historie.

Jeg kan den dag i dag ikke arbejde med løgne, for så passer dataene ikke, og der er altid frustration og kaos der følger den løgn som blev sagt. Med tiden lærte jeg selvfølgelig at holde det for mig selv, for det gik altid grueligt galt.

Mine forældre blev skilt, fordi jeg fortalte sandheden. Hvad det handlede om, uddyber jeg i mit foredrag – af hensyn til familien.

Jeg er kendt for at være modig, stærk og have et godt selvværd. Men jeg kan betro jer, at sådan var det ikke i rigtig mange år.

Min far fandt sig ikke i pylleri. Efter hans mening havde man arme og ben, så kunne man arbejde, og kontanthjælp var kun for dem, der virkelig var syge.

Det er jeg ham evigt taknemmelig for. Jeg kan se, hvad særbehandling kan gøre ved mennesker med autisme og ADHD. Efter min opfattelse risikerer de at blive gjort mere hjælpeløse og skånet så meget, at det ikke bliver et værdigt liv.

Jeg var bange, hver eneste gang jeg skulle prøve noget nyt. Men jeg blev tvunget ud i det, fordi jeg jo ikke var handicappet.

Det er den mest værdifulde læring, min far gav mig. Den blev grundlaget for et langt og lykkeligt arbejdsliv med en stærk arbejdsidentitet.

Jeg blev først diagnosticeret som 50-årig. Det gav mig en af de sidste brikker til puslespillet Elsebeth Riis.

Den allersidste brik fandt jeg gennem min seneste uddannelse til bachelor i autoteknologi. Akademiet syntes, mine løsninger var usædvanlige, og jeg blev derfor testet flere gange, blandt andet med en personlighedsanalyse kaldet Estimate.

Den gav mig den sidste forklaring: Jeg er skabt unik som autist.