Den soldat, der havde stillingen før mig, havde sagt op, og jeg var den eneste i Danmark, som kunne overtage jobbet.

De første par uger gik med at få de nødvendige godkendelser til at arbejde med krypto. Alt blev krypteret, så fjenden ikke kunne opfange vores signaler eller afkode vores beskeder.

Min godkendelse tog tid, fordi jeg skulle have den højeste sikkerhedsgodkendelse, man kunne få inden for kommunikation. Den blev udstedt efter en undersøgelse foretaget af Forsvarets Efterretningstjeneste, og jeg blev selvfølgelig godkendt.

Min sikkerhedsgodkendelse var CTSA – Cosmic Top Secret Atomal – fordi jeg skulle kommunikere med NATO’s AWACS-fly (Airborne Warning and Control System).

AWACS-fly fungerer som flyvende kommandocentraler og radarstationer. De overvåger luftrummet, koordinerer militære operationer og opdager trusler på stor afstand, som jordbaserede radarer ofte ikke kan se.

Kommunikationen foregår via morsesignaler, som jeg skulle afkode og sende videre med rørpost.

Grunden til, at morsing skulle bevares, var, at den bygger på lydbølger og ikke elektronik. Derfor kan den ikke slås ud af en EMP-bølge – et kraftigt elektromagnetisk udbrud, der kan ødelægge elektronisk udstyr og kommunikationssystemer.

Ingen vidste egentlig, hvad jeg lavede, og jeg måtte ikke tale om det.

Det begrænsede også, hvor jeg måtte opholde mig i verden. Jeg skulle søge tilladelse til rejser i udlandet, og jeg måtte ikke flyve over Warszawa-pagtens lande. Hvis et fly måtte nødlande, måtte jeg ikke risikere at blive taget til fange, fordi jeg vidste for meget.

Jeg var koldkrigs soldat med et stort ansvar over for mit land.

Jeg kan ikke fortælle ret meget mere om vores arbejde, fordi Forsvarets Efterretningstjeneste endnu ikke har besvaret min henvendelse om, hvad jeg præcist må fortælle. Og jeg har ikke tænkt mig at ende i fængsel.

Det, jeg kan sige, er, at min opgave som morse operatør ved LCO Viborg var klar – men også dyster.

Hvis Danmark blev invaderet, og al moderne teknologi var sat ud af kraft, var det mig, Elsebeth Riis, der skulle sende “The Last Call” – den sidste melding til NATO’s allierede via morsekoder.

Regeringen ville opholde sig i REGAN Vest. Jeg havde tre forskellige sende punkter fordelt rundt i Danmark på hemmelige steder, som kun ganske få kendte til. Herfra kunne vi sende vores meldinger og håbe, at fjenden ikke fandt os.

Det var et ærefuldt arbejde at være en del af den mobile kommunikationsenhed.

Soldatens rygrad, vilje og evne til at bevare overblikket i katastrofer har aldrig forladt mig. Den har jeg båret med mig hele livet.

Book et foredrag, hvis du vil høre historien i flere detaljer.

The post Headhuntet til Nato first appeared on Elsebethsunivers.

Jeg må nok hellere sige, at vi ikke var velkomne hos alle de gamle konstabler. De holdt sig ikke tilbage med kritikken. Men det er jo den første test af ens styrke som soldat – skal de bestemme, hvem du er?

Efter kort tid kaldte min delingsfører mig ind og tilbød mig min første faste kontrakt på 3,5 år. Det takkede jeg ja til.

Dramaet begyndte en morgen, da jeg sammen med syv ældre konstabler blev kaldt frem til morgenappel. Vi skulle på gruppeførerkursus i Fredericia, og jeg var udset som leder. Det gled ikke ligefrem ned som varm kaffe.

Da jeg kom tilbage som gruppefører, nægtede de ældre konstabler at hjælpe med de daglige klargørelser. På øvelser vendte de mig ryggen, når vi skulle opstille lejre, og nogle sagde ligefrem op for at slippe for at være under min ledelse.

Men det gik ikke værre, end at jeg få måneder senere var i gang med at tage samtlige kørekort, man har brug for i hæren. Derfor var jeg meget væk fra kasernen.

Så kom bomben.

“Riis, du er udset til sergentskolen.”

Det havde jeg slet ikke lyst til. Jeg orkede ikke mere bøvl med kollegerne. Men det stod ikke til forhandling.

En dag blev jeg kaldt ind til chefen, som spurgte, om jeg kunne tænke mig en stilling i NATO. Han fik det samme svar:

“Nej tak.”

Et par uger senere blev jeg igen kaldt ind til chefen. Denne gang lå der en 35-års kontrakt på bordet. Den ville de tilbyde mig. Jeg tænkte: Hvorfor ikke? Så jeg skrev under.

En af grundene var, at kontrakten også gav mulighed for en civil uddannelse, når den engang sluttede. Det gav mig tid til at finde ud af, hvem jeg egentlig skulle være som “voksen”.

Der gik yderligere et par måneder med snak om de to muligheder – sergentskolen eller NATO. Jeg havde egentlig ikke lyst til nogen af delene, for jeg var glad og tilfreds på Randers Kaserne.

Men valget blev taget ud af mine hænder.

Den 2. februar 1990 begyndte jeg ved NATO Danmark i Local Control Organisation Viborg i en helt særlig stilling, hvis betydning jeg på det tidspunkt ikke selv var klar over.

Jeg har nu en karriere i det danske forsvar.

Book et foredrag for at få hele historien

The post Stående styrke på Randers kasserne first appeared on Elsebethsunivers.

Det første jeg husker tydeligt, var at jeg blev holdt fast af min mor imens min far tvang medicin eller mad ned i min hals og jeg blev udskammet for at være vanskelig. Hvis jeg kastede op, fik jeg også skældud ud for det. 

Vores far kom ofte fuld hjem fra arbejde, og man kunne se på ham, om det blev en sjov dag eller en dag i helvede. Han var så verbal ond, og når han gav os en røvfuld, som vi selv havde bedt om. En gang kommanderede han mig ud på badeværelset, hvor han forlangte at jeg trak bukserne ned selv, lægge mig over hans knæ og slog mig 10 gange på numsen. Jeg kunne ikke sidde på numsen i 2 dage. Vi var meget bange for ham. Vi blev ødelagte teenagers – og jeg blev følelseskold. 

Han provokerede mig en dag hvor jeg var blevet 12 år, jeg var blevet voldtaget et par måneder før det, af en fuld onkel og jeg var blevet en hård negl. Han sagde” Slå mig så hårdt du kan” Jeg sagde til ham at det ville han virkelig ikke at jeg gjorde, men han blev ved og ved. Så jeg sagde okay, men du må æde konsekvensen.

Jeg havde lært at forsvare mig voldsomt efter voldtægten, og jeg kunne slås for jeg var følelsesløs. Jeg hamrede ham sådan en og han blev så chokeret, fik tårer i øjnene og talte ikke til mig i 2 dage, han kunne slet ikke kigge på mig. Der fik jeg magten over ham og fandt ud af, hvor sølle han egentlig var. Jeg var blevet en af de utilpassede unge, som ingen vidste hvad man skulle gøre med.

Jeg blev misbrugt første gang da jeg var 3,5 år gammel af en fætter som skulle passe os for vores forældre, skulle til koncert med Mirelle Mathieu, den eneste grund til at jeg kan huske det er fordi jeg syntes at hendes navn var sjov at sige og hun har kun været i Danmark den ene gang. Min søster var også i rummet, for vi var lagt i seng og min fætter kom ind da vi sov. Den smerte i underlivet var så stærk, at jeg aldrig har glemt det.

Jeg spurgte min ældre søster for nogle år siden om hun kunne huske den aften og det kunne hun. Hun var misundelig, for hun troede, at vi legede under dynen uden hende. Jeg blev udsat for mange overgreb indtil voldtægten som 11-årig, hvor jeg blev iskold og ødelagt.

Jeg blev ret ligeglad og til tider brutal over for andre, der udfordrede mig. En dag gik jeg for langt i en situation med en dreng, der provokerede mig, og jeg gennembankede ham, men jeg blev helt flov over mig selv og vidste, at hvis jeg ikke får styr på mit temperament, så ville det gå helt galt. Jeg vidste, at politiet ikke ville kunne få min respekt. De kunne finde på at slå hvis de følte for det, men jeg vidste også at i militæret, ville jeg blive straffet – men jeg ville lære at forsvarer mig selv. Hvis jeg ikke fulgte reglerne i forsvaret, ville jeg blive fængslet af militærpolitiet.

Jeg havde en stedbror, som havde startet som konstabelelev et par år forinden. 

Hvordan går man fra det, til at blive soldat som 18-årig med en lang karriere. Danmarks sidste stemme: Morse Operatør i NATO´s hemmelige bunker. Når invasionen var en realitet og andre systemer var tavse, var det op til mig og min morsenøgle at få kontakt til NATO´s hovedkvarter.

Book et foredrag og jeg vil fortælle hvordan man vender vrede til styrke.

The post Barndommen first appeared on Elsebethsunivers.