I Danmarks tjeneste

Jeg føler, at det er tid til at fortælle min historie om, hvorfor og hvordan jeg blev professionel soldat i hæren og senere blev headhuntet til NATO.

Der er meget snak i nyhederne og politisk om kvindelig værnepligt, og om det overhovedet kan være rigtigt at tvinge vores unge mennesker igennem den. Kort sagt: Ja. Og jeg vil gennem min historie uddybe hvorfor.

Det var til dato den vigtigste uddannelse for mig i forhold til at blive et kompetent menneske. Jeg lærte mine grænser at kende, at gå ud over dem og at arbejde som en gruppe for at få tingene til at lykkes. Jeg blev kompetent og fik ikke mindst selvtillid i mine egne evner. Det var en af de store beslutninger, som ændrede mit liv, uden at jeg selv vidste det.

Dagen var den 17. august 1987, hvor jeg trådte af toget fra Randers og ud på perronen i Fredericia. Alle vi unge konstabelelever var der af forskellige årsager, og jeg var der, fordi jeg ikke havde noget valg. Jeg var der på grund af et væddemål med familien, som jeg ikke kunne tabe.

Deres ord var:

“Dig?” Soldat? Det kan du da ikke. Du er både dum, doven og tyk. Du bliver kasseret, allerede inden du bliver optaget.”

Jeg var en af de utilpassede unge i samfundet, som ikke vidste, hvad der var op eller ned i livet. Så hvorfor ikke bevise, at jeg ikke var den, familien troede? De anede ikke, hvilken ild der brændte i mig. Jeg vidste, at jeg ville lære at forsvare mig selv, og det var min første prioritet.

Jeg kan huske friheden ved at være væk hjemmefra, og jeg elskede det. Jeg blev den glade i gruppen og lidt af klassens klovn. Ingen forstod den frihed, jeg havde fået. Ingen kendte min historie, og jeg følte ingen trang til at fortælle den. Jeg havde ingen anelse om, hvad grunduddannelsen indebar, men jeg syntes, den var sjov, hård og samtidig overkommelig.

De første tre måneder gik med udmattende udfordringer – også for nogle af sergenterne. Jeg var nemlig rap i munden på en uskyldig og logisk måde. De måtte tit gemme et smil og forsøgte at irettesætte mig.

“Riis, jeg ville ønske, De var en radio.”

“Hvorfor, hr. sergent?” “Skal jeg synge for Dem?”

“Nej for fanden, Riis. “Så kunne jeg slukke for Dem.”

“Riis, for fanden – Deres hjelm er den eneste, der sidder løst på hovedet.”

“Hr. sergent, det er, fordi min hjerne vil have luft.”

“Så er Riis kommet igennem forhindringsbanen – så er der ingen undskyldninger for jer andre.”

Efter de første måneders grundtræning, som alle soldater skal igennem, kom tiden til specialer. Vi blev, så vidt jeg husker, alle testet i morsning, og jeg blev vurderet som “mulig egnet”.

Jeg vidste, at jeg ikke havde lyst til andet end morsning. Jeg kunne godt lide rytmen i lydene i mine ører. De blev hurtigt til bogstaver og tal, og teksten “bippede” bare ind i mit hoved. Hastigheden blev sekundær, for et K er et K, uanset hvor hurtigt det sendes.

Den afsluttende prøve blev adgangsbilletten til en stilling i NATO 16 måneder senere. Jeg blev den eneste, der bestod dette speciale med en score over mindstekravet.

Som sagt – for mig var det bare en historie, der bippede i mit øre.

Det eneste, jeg var i tvivl om, var min sportslige kunnen. Jeg var overhovedet ikke god til løb eller forhindringsbaner, og sergenterne drillede mig med det. Men det var slet ikke nær så slemt som derhjemme – det skulle jo virke motiverende. Det var strategien dengang.

Jeg blev nervøs for, om det ville være grunden til, at jeg ikke fik en kontrakt efter endt grunduddannelse. Men min nervøsitet blev gjort til skamme.

Jeg bestod.

Book et foredrag for at høre hele historien.