The post Min træning first appeared on Elsebethsunivers.

Jeg vidste, at det var min hjertemedicin, som gjorde mig virkelig syg og dårlig indvendig. Jeg kastede op hver eneste dag, og det brændte i mavesækken, hver gang jeg spiste.

En dag, efter mange måneder med undersøgelser og indlæggelser, sagde lægerne: “Vi formoder, at du har kræft, og at den sidder i tarmsystemet og grunden til det enorme vægttab.”

Sjældent har jeg været så rasende. Jeg vidste, at det var medicin, og det havde jeg sagt mange gange.

Jeg tog beslutningen om, at jeg ikke ville vente på resultatet af de mange undersøgelser eller spilde min tid. I stedet begyndte jeg at kigge på uddannelser. Det skulle enten være statskundskab eller autoteknologi.

På grund af mine mange diffuse diagnoser og min terminal status, fik jeg en mentor på den skole, jeg valgte. Dania i Viborg var hurtigst til at finde en, og jeg fik lov til at studere derhjemme på de helt dårlige dage. 

Jeg valgte at tage en  erhvervs bachelor i autoteknologi, fordi jeg er vild med biler og lastbiler, og fordi jeg drømte om at blive designer. Uddannelsen tog jeg på engelsk, for det skulle jo være udfordrende. 

Jeg fik lov til at studere trods min terminal status, fordi de lyttede til mine argumenter, da jeg sagde, at jeg ikke havde kræft.

Seks måneder senere fik jeg beskeden: Jeg havde ikke kræft. Min krop tålte sandsynligvis bare ikke medicin.

I august 2019 startede jeg på uddannelsen, og i 2021 var jeg pludselig autoteknolog med eget rådgivningsfirma. Jeg havde udviklet et motor koncept, som kunne afhjælpe nogle af udfordringerne i autobranchens nye paradigmeskifte. Men i samme måned fik jeg nye diagnoser, der væltede mig, og firma opstarten blev derfor udsat.

I dag er jeg CVR-registreret med min rådgivningsvirksomhed, fordi jeg rejste mig igen. Nu leder jeg efter et sponsorat til at udvikle min motor, Ad-El.

Det, jeg vil formidle, er: Find et andet fokus, når livet ser mest sort ud. Distraherer dig fra katastrofen i stedet for at give katastrofen dit fokus.

The post Pludselig havde jeg min erhvervsbachelor i autoteknologi first appeared on Elsebethsunivers.

Det absolut sjoveste sammentræf var, at de AWACS-fly, jeg havde kommunikeret med som operatør i Danmarks nødberedskab, stod lige der på den anden side af hegnet. Jeg havde aldrig set et af de fly, jeg kommunikerede med, og nu fik jeg dem pludselig at se hver dag på arbejde. 

Det var noget af en omvæltning at gå fra militær uniform og støvler til kjole og makeup. Jeg havde absolut ingen erfaring, men fik undervisning i cremer, typer og dufte, før jeg startede. Jeg havde aldrig interesseret mig for mode og makeup, men jeg elskede at servicere kunderne og hjælpe dem med at finde den helt rigtige duft og finde de rigtige farver som passede til deres type. Efter tre år i Holland flyttede vi til min mands fødeby, Koblenz, hvor han var blevet stationeret.

Jeg er ikke egnet til at være hjemmegående husmor, så familien foreslog, at vi leasede den restaurant, som oldemor havde startet i sin tid. Den havde ikke været i familiens hænder i de sidste 15 år og havde skiftet ejere flere gange siden.

Min mand har altid syntes, at min mad smagte fantastisk, og jeg har et godt servicegen. Derfor begyndte vi at planlægge.

Jeg ville skabe en sportsbar med dansk/tysk mad, og indretningen skulle bestå af nostalgisk sportsudstyr og alt, hvad der hører til. Jeg åbnede dørene den 2. februar 2007, og det blev en bragende succes.

Efter et par måneder kom bryggeriet Erdinger. De havde hørt om min succes og ville have deres brand ind i restauranten. Det blev starten på et givende partnerskab.

Kort efter begyndte de forskellige karneval foreninger at kontakte mig. De ville holde deres shows i min sal. De havde tidligere afholdt deres karnevals shows der og ville gerne tilbage.

Det betød, at jeg skulle afvikle en syv dage lang fest med op til to shows om dagen, samtidig med at de øvede i en måned op til arrangementet. Det gav en god indtjening, så jeg sagde selvfølgelig ja.

Jeg solgte min restaurant på grund af skilsmissen fra min tyske mand og flyttede tilbage til Danmark i januar 2010.

Det, jeg vil formidle, er: Spring ud i det eventyr, du drømmer om, for livet er for kort til at fortryde. Tænk på mig, der fik en blodprop som 48-årig. Du er ikke et træ med faste rødder. Kan du ikke lide, hvor du er, så flyt dig.

The post Så var jeg pludselig restauratør. first appeared on Elsebethsunivers.

I oktober 2017 fik jeg min første blodprop i hjertet. Det kom meget uventet – ud af det blå og akut. Min krop havde dog givet forvarsler, men jeg forstod dem ikke. Min blodprop var en kvinde blodprop, og de kan vise sig meget anderledes. De første tegn til en blodprop er på vej, bliver ofte tilsidesat og kaldt overgangsalderen. 

Det blev starten på et ni år langt forløb, hvor jeg ikke kun kæmpede med sygdom, flere hjertestop men også med at blive forstået.

Jeg blev sat i behandling, men i stedet for at få det bedre, blev jeg dårligere. Min krop reagerede voldsomt, fordi jeg altid har været medicin følsom. Jeg tabte 24 kilo, mistede kræfterne og levede i en smertehelvede, som ingen kunne finde hoved eller hale i. Men jeg havde jo sagt, at jeg var medicin følsom. Men det var som om jeg talte et helt andet sprog, end de forstod. 

En behandling med den kolesterolsænkende medicin Praluent blev et vendepunkt i mit liv – bare ikke på den måde, man håber.

Jeg fik en voldsom overreaktion, som ændrede min krop fundamentalt. Pludselig kunne jeg ikke spise uden en fysisk reaktion, og kroppen føltes, som om den brændte indvendigt. Jeg udviklede allergi over for fødevarer, luftbårne partikler og forskellige materialer. Jeg fik MCAS (mastcelleaktiveringssyndrom) og det er en immunsystemlidelse. Men det blev først opdaget 7 år senere og jeg måtte selv finde årsagen. 

Min verden blev mindre, og min krop gik i konstant alarmberedskab.

Samtidig blev jeg fejldiagnosticeret med tarmkræft. Det sætter sig i et menneske på en måde, man ikke kan forklare. Jeg måtte planlægge min egen begravelse sammen med min 16-årige datter. Det er det hårdeste, jeg nogensinde har været igennem.

At få at vide, at man måske ikke har lang tid igen, og senere få at vide, at det var en fejl, efterlader spor. Ikke bare i kroppen, men også i tilliden.

Derefter fulgte flere fejldiagnoser, forklaringer, der ikke passede, og behandlinger, der ikke virkede. Til sidst lød beskeden:

“Vi er løbet tør for muligheder for at kunne hjælpe dig.”

Jeg var opgivet. For kompleks.

Jeg måtte dø igen med en blodprop i hjertet februar 2024 fordi systemet lod mig gå.

Denne gang var det anderledes. Inden blodproppen lukkede kroppen ned, troede jeg, at jeg besvimede på grund af smerterne. Anfaldene kom altid uden varsel, var voldsomme og fuldstændig uforudsigelige.

Jeg levede med en skræmmende usikkerhed, og en læge mente, at jeg bildte mig ind, at jeg var syg, og at jeg skulle lære at leve med det.

Så kom blodproppen i hjertet efter voldsomme hjertekramper, og det gik næsten helt galt. Den blodåre, lægerne skulle redde, revnede, og jeg blev lagt i kunstig koma i et par dage. Alligevel overlevede jeg igen, selv om kun fire procent overlever.

Mine hjertestop fortsatte, og jeg blev indlagt i flere uger, før jeg blev indstillet til en ICD-pacemaker.

Den nye hjertelæge opdagede, at jeg havde svær spasme angina. Det var forklaringen, som samlede alle brikkerne.

Det tog ni år at finde min hjertesygdom. Ni år, hvor jeg levede i livsfare. Alligevel tog jeg en ny uddannelse i den periode for at flytte fokus væk fra sygdommen.

I dag lever jeg med følgerne, og min krop er ikke den samme. Jeg har MCAS og en række allergier, som påvirker min hverdag – lige fra mad til mine omgivelser.

Jeg lever med begrænsninger, jeg aldrig havde forestillet mig, og med en krop, der kræver konstant opmærksomhed og strategier.

På papiret er jeg handicappet, men det er ikke hele min historie. Jeg har ikke mistet mig selv eller det, jeg står for: at rejse mig efter en katastrofe.

Jeg har stået i et forløb, hvor jeg igen og igen måtte rejse mig uden svar. Hvor jeg skulle navigere i frygt, smerte og uvished og stadig finde en måde at leve på.

Jeg har lært at lytte til min krop. Næsten. Jeg har lært at sætte grænser og sige fra – også når det ikke bliver godt modtaget.

For midt i alt det her har jeg ikke mistet mig selv. Jeg er stadig Elsebeth Riis. Og jeg har lært, hvor stærkt et menneske kan være, når det ikke længere har noget valg.

Mit hjerte forløb handler ikke kun om sygdom. Det handler også om at blive overset og alligevel finde sin egen stemme. Om at blive presset helt ud til kanten og blive stående, selv om det nemmeste ville være at springe.

Jeg har danset tættere på døden end de fleste. Nogle gange føles det, som om døden stalker mig. Men jeg er her stadig, og jeg vælger livet.

The post Mit hjerteforløb – når kroppen siger fra, og ingen lytter first appeared on Elsebethsunivers.

Jeg har altid haft evnen til at grave mig op af de mørkeste huller og skabe en ny tilværelse. Jeg vidste bare ikke, hvorfor jeg havde det i mig at kunne starte forfra hver eneste gang.

Jeg har altid været anderledes, og det var tydeligt allerede i barndommen. Jeg blev behandlet hårdt, skubbet væk, udskældt for min nysgerrighed og mobbet. Det gjorde, at jeg trak mig fra familien og var nødt til at underholde mig selv.

Jeg elskede at løse rebusser og krydsord. Ja, alt, hvad der var en gåde, ville jeg løse. Det er sådan, man udvikler sin intelligens.

Jeg kunne også huske alt, hvad jeg havde set, læst og hørt. Helt ned til, hvor det skete, hvem der var til stede, hvad de havde på, hvor de sad i rummet, temperaturen og omgivelserne. Derfor kunne jeg også huske årstiden.

Jeg kunne fornemme, hvem der var de onde, og hvem der var bange, fordi jeg læste kropssprog.

For mig var det helt normalt, og i mange år troede jeg, at alle var født som mig. Det var først i forsvaret, jeg fandt ud af, at jeg kunne noget særligt – jeg kunne huske næsten alt.

Jeg har altid følt, at jeg kiggede ind i andres liv, uden selv rigtigt at passe ind. Jeg var ofte bange for at blive afvist, fordi jeg var blevet afvist af min familie.

Senere fandt jeg ud af, at jeg ofte blev holdt på afstand, fordi jeg altid sagde sandheden. Hvis andre fortalte en løgn, udbrød jeg: “Det er ikke rigtigt,” og fortalte den rigtige historie.

Jeg kan den dag i dag ikke arbejde med løgne, for så passer dataene ikke, og der er altid frustration og kaos der følger den løgn som blev sagt. Med tiden lærte jeg selvfølgelig at holde det for mig selv, for det gik altid grueligt galt.

Mine forældre blev skilt, fordi jeg fortalte sandheden. Hvad det handlede om, uddyber jeg i mit foredrag – af hensyn til familien.

Jeg er kendt for at være modig, stærk og have et godt selvværd. Men jeg kan betro jer, at sådan var det ikke i rigtig mange år.

Min far fandt sig ikke i pylleri. Efter hans mening havde man arme og ben, så kunne man arbejde, og kontanthjælp var kun for dem, der virkelig var syge.

Det er jeg ham evigt taknemmelig for. Jeg kan se, hvad særbehandling kan gøre ved mennesker med autisme og ADHD. Efter min opfattelse risikerer de at blive gjort mere hjælpeløse og skånet så meget, at det ikke bliver et værdigt liv.

Jeg var bange, hver eneste gang jeg skulle prøve noget nyt. Men jeg blev tvunget ud i det, fordi jeg jo ikke var handicappet.

Det er den mest værdifulde læring, min far gav mig. Den blev grundlaget for et langt og lykkeligt arbejdsliv med en stærk arbejdsidentitet.

Jeg blev først diagnosticeret som 50-årig. Det gav mig en af de sidste brikker til puslespillet Elsebeth Riis.

Den allersidste brik fandt jeg gennem min seneste uddannelse til bachelor i autoteknologi. Akademiet syntes, mine løsninger var usædvanlige, og jeg blev derfor testet flere gange, blandt andet med en personlighedsanalyse kaldet Estimate.

Den gav mig den sidste forklaring: Jeg er skabt unik som autist.

The post Autisme first appeared on Elsebethsunivers.

Den soldat, der havde stillingen før mig, havde sagt op, og jeg var den eneste i Danmark, som kunne overtage jobbet.

De første par uger gik med at få de nødvendige godkendelser til at arbejde med krypto. Alt blev krypteret, så fjenden ikke kunne opfange vores signaler eller afkode vores beskeder.

Min godkendelse tog tid, fordi jeg skulle have den højeste sikkerhedsgodkendelse, man kunne få inden for kommunikation. Den blev udstedt efter en undersøgelse foretaget af Forsvarets Efterretningstjeneste, og jeg blev selvfølgelig godkendt.

Min sikkerhedsgodkendelse var CTSA – Cosmic Top Secret Atomal – fordi jeg skulle kommunikere med NATO’s AWACS-fly (Airborne Warning and Control System).

AWACS-fly fungerer som flyvende kommandocentraler og radarstationer. De overvåger luftrummet, koordinerer militære operationer og opdager trusler på stor afstand, som jordbaserede radarer ofte ikke kan se.

Kommunikationen foregår via morsesignaler, som jeg skulle afkode og sende videre med rørpost.

Grunden til, at morsing skulle bevares, var, at den bygger på lydbølger og ikke elektronik. Derfor kan den ikke slås ud af en EMP-bølge – et kraftigt elektromagnetisk udbrud, der kan ødelægge elektronisk udstyr og kommunikationssystemer.

Ingen vidste egentlig, hvad jeg lavede, og jeg måtte ikke tale om det.

Det begrænsede også, hvor jeg måtte opholde mig i verden. Jeg skulle søge tilladelse til rejser i udlandet, og jeg måtte ikke flyve over Warszawa-pagtens lande. Hvis et fly måtte nødlande, måtte jeg ikke risikere at blive taget til fange, fordi jeg vidste for meget.

Jeg var koldkrigs soldat med et stort ansvar over for mit land.

Jeg kan ikke fortælle ret meget mere om vores arbejde, fordi Forsvarets Efterretningstjeneste endnu ikke har besvaret min henvendelse om, hvad jeg præcist må fortælle. Og jeg har ikke tænkt mig at ende i fængsel.

Det, jeg kan sige, er, at min opgave som morse operatør ved LCO Viborg var klar – men også dyster.

Hvis Danmark blev invaderet, og al moderne teknologi var sat ud af kraft, var det mig, Elsebeth Riis, der skulle sende “The Last Call” – den sidste melding til NATO’s allierede via morsekoder.

Regeringen ville opholde sig i REGAN Vest. Jeg havde tre forskellige sende punkter fordelt rundt i Danmark på hemmelige steder, som kun ganske få kendte til. Herfra kunne vi sende vores meldinger og håbe, at fjenden ikke fandt os.

Det var et ærefuldt arbejde at være en del af den mobile kommunikationsenhed.

Soldatens rygrad, vilje og evne til at bevare overblikket i katastrofer har aldrig forladt mig. Den har jeg båret med mig hele livet.

Book et foredrag, hvis du vil høre historien i flere detaljer.

The post Headhuntet til Nato first appeared on Elsebethsunivers.

Jeg må nok hellere sige, at vi ikke var velkomne hos alle de gamle konstabler. De holdt sig ikke tilbage med kritikken. Men det er jo den første test af ens styrke som soldat – skal de bestemme, hvem du er?

Efter kort tid kaldte min delingsfører mig ind og tilbød mig min første faste kontrakt på 3,5 år. Det takkede jeg ja til.

Dramaet begyndte en morgen, da jeg sammen med syv ældre konstabler blev kaldt frem til morgenappel. Vi skulle på gruppeførerkursus i Fredericia, og jeg var udset som leder. Det gled ikke ligefrem ned som varm kaffe.

Da jeg kom tilbage som gruppefører, nægtede de ældre konstabler at hjælpe med de daglige klargørelser. På øvelser vendte de mig ryggen, når vi skulle opstille lejre, og nogle sagde ligefrem op for at slippe for at være under min ledelse.

Men det gik ikke værre, end at jeg få måneder senere var i gang med at tage samtlige kørekort, man har brug for i hæren. Derfor var jeg meget væk fra kasernen.

Så kom bomben.

“Riis, du er udset til sergentskolen.”

Det havde jeg slet ikke lyst til. Jeg orkede ikke mere bøvl med kollegerne. Men det stod ikke til forhandling.

En dag blev jeg kaldt ind til chefen, som spurgte, om jeg kunne tænke mig en stilling i NATO. Han fik det samme svar:

“Nej tak.”

Et par uger senere blev jeg igen kaldt ind til chefen. Denne gang lå der en 35-års kontrakt på bordet. Den ville de tilbyde mig. Jeg tænkte: Hvorfor ikke? Så jeg skrev under.

En af grundene var, at kontrakten også gav mulighed for en civil uddannelse, når den engang sluttede. Det gav mig tid til at finde ud af, hvem jeg egentlig skulle være som “voksen”.

Der gik yderligere et par måneder med snak om de to muligheder – sergentskolen eller NATO. Jeg havde egentlig ikke lyst til nogen af delene, for jeg var glad og tilfreds på Randers Kaserne.

Men valget blev taget ud af mine hænder.

Den 2. februar 1990 begyndte jeg ved NATO Danmark i Local Control Organisation Viborg i en helt særlig stilling, hvis betydning jeg på det tidspunkt ikke selv var klar over.

Jeg har nu en karriere i det danske forsvar.

Book et foredrag for at få hele historien

The post Stående styrke på Randers kasserne first appeared on Elsebethsunivers.

Jeg føler, at det er tid til at fortælle min historie om, hvorfor og hvordan jeg blev professionel soldat i hæren og senere blev headhuntet til NATO.

Der er meget snak i nyhederne og politisk om kvindelig værnepligt, og om det overhovedet kan være rigtigt at tvinge vores unge mennesker igennem den. Kort sagt: Ja. Og jeg vil gennem min historie uddybe hvorfor.

Det var til dato den vigtigste uddannelse for mig i forhold til at blive et kompetent menneske. Jeg lærte mine grænser at kende, at gå ud over dem og at arbejde som en gruppe for at få tingene til at lykkes. Jeg blev kompetent og fik ikke mindst selvtillid i mine egne evner. Det var en af de store beslutninger, som ændrede mit liv, uden at jeg selv vidste det.

Dagen var den 17. august 1987, hvor jeg trådte af toget fra Randers og ud på perronen i Fredericia. Alle vi unge konstabelelever var der af forskellige årsager, og jeg var der, fordi jeg ikke havde noget valg. Jeg var der på grund af et væddemål med familien, som jeg ikke kunne tabe.

Deres ord var:

“Dig?” Soldat? Det kan du da ikke. Du er både dum, doven og tyk. Du bliver kasseret, allerede inden du bliver optaget.”

Jeg var en af de utilpassede unge i samfundet, som ikke vidste, hvad der var op eller ned i livet. Så hvorfor ikke bevise, at jeg ikke var den, familien troede? De anede ikke, hvilken ild der brændte i mig. Jeg vidste, at jeg ville lære at forsvare mig selv, og det var min første prioritet.

Jeg kan huske friheden ved at være væk hjemmefra, og jeg elskede det. Jeg blev den glade i gruppen og lidt af klassens klovn. Ingen forstod den frihed, jeg havde fået. Ingen kendte min historie, og jeg følte ingen trang til at fortælle den. Jeg havde ingen anelse om, hvad grunduddannelsen indebar, men jeg syntes, den var sjov, hård og samtidig overkommelig.

De første tre måneder gik med udmattende udfordringer – også for nogle af sergenterne. Jeg var nemlig rap i munden på en uskyldig og logisk måde. De måtte tit gemme et smil og forsøgte at irettesætte mig.

“Riis, jeg ville ønske, De var en radio.”

“Hvorfor, hr. sergent?” “Skal jeg synge for Dem?”

“Nej for fanden, Riis. “Så kunne jeg slukke for Dem.”

“Riis, for fanden – Deres hjelm er den eneste, der sidder løst på hovedet.”

“Hr. sergent, det er, fordi min hjerne vil have luft.”

“Så er Riis kommet igennem forhindringsbanen – så er der ingen undskyldninger for jer andre.”

Efter de første måneders grundtræning, som alle soldater skal igennem, kom tiden til specialer. Vi blev, så vidt jeg husker, alle testet i morsning, og jeg blev vurderet som “mulig egnet”.

Jeg vidste, at jeg ikke havde lyst til andet end morsning. Jeg kunne godt lide rytmen i lydene i mine ører. De blev hurtigt til bogstaver og tal, og teksten “bippede” bare ind i mit hoved. Hastigheden blev sekundær, for et K er et K, uanset hvor hurtigt det sendes.

Den afsluttende prøve blev adgangsbilletten til en stilling i NATO 16 måneder senere. Jeg blev den eneste, der bestod dette speciale med en score over mindstekravet.

Som sagt – for mig var det bare en historie, der bippede i mit øre.

Det eneste, jeg var i tvivl om, var min sportslige kunnen. Jeg var overhovedet ikke god til løb eller forhindringsbaner, og sergenterne drillede mig med det. Men det var slet ikke nær så slemt som derhjemme – det skulle jo virke motiverende. Det var strategien dengang.

Jeg blev nervøs for, om det ville være grunden til, at jeg ikke fik en kontrakt efter endt grunduddannelse. Men min nervøsitet blev gjort til skamme.

Jeg bestod.

Book et foredrag for at høre hele historien.

The post Grundskolen i hæren first appeared on Elsebethsunivers.

Det første jeg husker tydeligt, var at jeg blev holdt fast af min mor imens min far tvang medicin eller mad ned i min hals og jeg blev udskammet for at være vanskelig. Hvis jeg kastede op, fik jeg også skældud ud for det. 

Vores far kom ofte fuld hjem fra arbejde, og man kunne se på ham, om det blev en sjov dag eller en dag i helvede. Han var så verbal ond, og når han gav os en røvfuld, som vi selv havde bedt om. En gang kommanderede han mig ud på badeværelset, hvor han forlangte at jeg trak bukserne ned selv, lægge mig over hans knæ og slog mig 10 gange på numsen. Jeg kunne ikke sidde på numsen i 2 dage. Vi var meget bange for ham. Vi blev ødelagte teenagers – og jeg blev følelseskold. 

Han provokerede mig en dag hvor jeg var blevet 12 år, jeg var blevet voldtaget et par måneder før det, af en fuld onkel og jeg var blevet en hård negl. Han sagde” Slå mig så hårdt du kan” Jeg sagde til ham at det ville han virkelig ikke at jeg gjorde, men han blev ved og ved. Så jeg sagde okay, men du må æde konsekvensen.

Jeg havde lært at forsvare mig voldsomt efter voldtægten, og jeg kunne slås for jeg var følelsesløs. Jeg hamrede ham sådan en og han blev så chokeret, fik tårer i øjnene og talte ikke til mig i 2 dage, han kunne slet ikke kigge på mig. Der fik jeg magten over ham og fandt ud af, hvor sølle han egentlig var. Jeg var blevet en af de utilpassede unge, som ingen vidste hvad man skulle gøre med.

Jeg blev misbrugt første gang da jeg var 3,5 år gammel af en fætter som skulle passe os for vores forældre, skulle til koncert med Mirelle Mathieu, den eneste grund til at jeg kan huske det er fordi jeg syntes at hendes navn var sjov at sige og hun har kun været i Danmark den ene gang. Min søster var også i rummet, for vi var lagt i seng og min fætter kom ind da vi sov. Den smerte i underlivet var så stærk, at jeg aldrig har glemt det.

Jeg spurgte min ældre søster for nogle år siden om hun kunne huske den aften og det kunne hun. Hun var misundelig, for hun troede, at vi legede under dynen uden hende. Jeg blev udsat for mange overgreb indtil voldtægten som 11-årig, hvor jeg blev iskold og ødelagt.

Jeg blev ret ligeglad og til tider brutal over for andre, der udfordrede mig. En dag gik jeg for langt i en situation med en dreng, der provokerede mig, og jeg gennembankede ham, men jeg blev helt flov over mig selv og vidste, at hvis jeg ikke får styr på mit temperament, så ville det gå helt galt. Jeg vidste, at politiet ikke ville kunne få min respekt. De kunne finde på at slå hvis de følte for det, men jeg vidste også at i militæret, ville jeg blive straffet – men jeg ville lære at forsvarer mig selv. Hvis jeg ikke fulgte reglerne i forsvaret, ville jeg blive fængslet af militærpolitiet.

Jeg havde en stedbror, som havde startet som konstabelelev et par år forinden. 

Hvordan går man fra det, til at blive soldat som 18-årig med en lang karriere. Danmarks sidste stemme: Morse Operatør i NATO´s hemmelige bunker. Når invasionen var en realitet og andre systemer var tavse, var det op til mig og min morsenøgle at få kontakt til NATO´s hovedkvarter.

Book et foredrag og jeg vil fortælle hvordan man vender vrede til styrke.

The post Barndommen first appeared on Elsebethsunivers.