ELSEBETH RIIS - SUCCÈSFULD RESTAURATØR I KOBLENZ





Stilhed før stormen.
Da der altid stod gæster og ventede på at jeg åbnede, var alting nødt til at være klar når jeg satte nøglen i døren til restauranten, uanset hvor lidt søvn jeg fik.





Da jeg er Dansker, og har en enorm arbejdstrang, måtte jeg finde på noget.
Den lille familie flyttede fra Sittard i Holland til Koblenz Güls i Tyskland. og snakken faldt på min eksmands oldemor, som havde haft den første restauration på sportspladsen i landsbyen.
Den var blevet kørt ned til nulpunktet i omsætning pga for mange udskiftninger i lejere.
Jeg tog en hurtig beslutning. "Den tager jeg - og køber alt inventaret kontant, for så skal den daglige omsætning ikke være så høj - og resten klarer Elsebeth Riis".
Jeg blev advaret om restaurationens placering i byen, da den ikke lå ned til Moslen, og foreningen som ejede bygningerne syntes det var en alt for stor risiko - så de gav mig en favorabel husleje, og en gennemrenovering, plus frie hænder til at indrette.
Manglede også bare, da jeg betaler hele gildet.
Det tog halvanden måned at indrette restauranten, og lige inden jeg åbnede dørene til "Turnerheim" - som var restaurant/café/sports- og cocktailbar, fik alle ansatte et barista kursus
- for der er ikke noget værre en dårlig kaffe.

Jeg havde ikke annonceret i avisen eller andre steder - kun via mund til mund, da jeg ville have en langsom og rolig start - MEN - jeg var jo gift med en af sønnerne fra kransekage familien i byen, er blond Dansk Viking, med et efternavn som brødfødte over halvdelen af landsbyen. 2.2 - 2007 kl 19.00 væltede hele landsbyen ind ad min dør. Jeg måtte ansætte tre på stedet, for overhovedet at kunne følge med.
Der var udsolgt af stort set alt allerede den første dag - og min øl leverandør sagde: "Jeg har aldrig set noget lignende i de 37 år jeg har leveret øl til restauranter."

Jeg gik fra 3 ansatte , til 7 plus min mand og jeg selv, på bare tre uger.
Inden der var gået et halvt år, var jeg i forhandlinger med de 2 store lokale karnevals foreninger - jeg fik karnevallet i salen, i de år jeg havde restauranten, samt alle andre store forenings og byfester. Borgmesteren havde sit eget stambord hver fredag hos mig, sammen med de andre spidser i byen, deriblandt avisredaktøren - som roste min mad på ugentlig basis, især mine Danske frikadeller.
Det rygtede sig - og i de følgende år, var jeg eventplanner på events såsom kick boksning, karneval, halloween, bryllupper, begravelser, konfirmationer, temafester og andre skøre ting - og altid med Dansk islæt.
Man sagde ikke "vi går i Turnerheim" - men "Vi går ned til Elsebeth".
Jeg havde absolut ingen anelse om restaurationsbranchen, udover at have stået bag en bar og langet over disken. Men jeg kender mennesker, og kan stort set tale med de fleste - jeg var in-stedet til jeg solgte, for at flytte tilbage til Danmark.

HVORFOR GJORDE JEG DET - FORDI NOGLE SAGDE JEG IKKE KUNNE