Min træning er noget af det vigtigste, jeg har, efter mine blodpropper og hjertestop. Men lad mig være helt ærlig – sådan har det aldrig været før.

Jeg var nok en af de ringeste til de fysiske krav i forsvaret. Jeg var stort set altid den næstsidste på 5-kilometeren. Kun Jumbo var bag mig. Ikke om jeg ikke kunne løbe de 5 km, men jeg var heldigvis god til noget andet. Jeg fik det dog lært og nød virkelig at løbe både de 5 km og de 13,6 km i Fladbroskov.

Men alt det blev taget fra mig den 23. november 2017. Den dag fik jeg min første blodprop.

Der havde været advarsler, men jeg var kun 48 år gammel, havde været aktiv hele mit liv og spiste sundt. Derfor tænkte jeg: Jeg arbejder for meget. Men kramperne omkring hjertet var underlige…

Det, jeg bliver spurgt om ret ofte, er: Hvordan kan du smile, være glad, fri for angst og depression og samtidig have energien til at tvinge din krop til at leve?

Jeg havde ikke noget valg. Virkelig. Der var ikke andre muligheder end at sige nej til angsten. Det gjorde jeg verbalt over for mig selv, hvis følelsen kom i brystet. Jeg råbte: “Nej, nej, nej!”, indtil jeg fandt noget andet at tænke på. Det krævede tid og opmærksomhed.

Jeg blev ikke bange efter den første blodprop, for det gik slet ikke op for mig, hvor tæt på det havde været. Jeg fløj på skyen af at have overlevet. Men efter to til tre måneder fik jeg det tiltagende dårligt. Mine muskler og led gjorde så afsindigt ondt, at jeg græd af muskelsmerter i hele kroppen, og jeg kastede op af elendighed. Jeg mistede appetitten, fordi jeg også havde fået voksenkolik. Det var overlevelse fra time til time.

Når kroppen og hverdagen er i konstant stress, er der kun én tanke: Hvordan stopper jeg det?

Jeg kunne ikke få ibuprofen, fordi lægerne formodede, at det havde været årsagen til blodproppen. Jeg blev fejlbehandlet de første tre år af mine hjerteproblemer. Jeg måtte igennem 54 forskellige slags medicin mod forhøjet kolesterol og forhøjet blodtryk. Alligevel blev jeg bare dårligere. Jeg havde tabt mig 18 kilo, da jeg blev akut indlagt efter en indsprøjtning med et præparat, der hedder Praluent. 

Det var den sidste dag, jeg havde kontrol over mine muskler og mit tarmsystem. Alt gik i stykker efter den indsprøjtning. Den tog min identitet, ja jeg blev et helt andet menneske.

Der kom angsten, og den blev hos mig i et par dage. Jeg var ved at blive kvalt, når halsen snørede sig sammen. Jeg holdt vejret, og det udløste de voldsomme kramper omkring hjertet. Jeg besvimede – troede jeg. 

Da lægerne endelig fandt årsagen til kramperne, fandt de også ud af, at det faktisk var hjertestop, jeg fik.

Heldigvis troede jeg selv, at jeg besvimede af overanstrengelse på grund af kramperne, for de er massive. Min krop vrider sig i smerter. Det gør ubeskriveligt ondt, når hjertet stopper langsomt. Det tager cirka 7 minutter at dø i hjertekramper. 

Jeg var ved bevidsthed på grund af den isende kulde omkring hjertet. Jeg kunne kun fortælle, at det føltes som minus 30 grader i muskler og hjerte. Det viste sig, at jeg havde ret. Jeg bliver underafkølet, fordi alt blodet forlader musklerne inde i kroppen. Musklerne kramper, fordi blodkarrene trækker sig sammen. Mit hjerte er uden blod – afklemt af stive muskler.

Det gør uforklarligt ondt.

Jeg må ikke blive bange, for så udløser det vejrtrækningsbesvær. Jeg kan ikke trække vejret, hvis jeg bliver vred, rasende eller forskrækket, eller når vejret er fugtigt og koldt. Derfor har jeg udviklet mine egne strategier, så jeg undgår det.